Menu
Rejs Dig! - Fra offer til opmærksom

Rejs dig! - fra offer til opmærksom

Rejs dig

 

Er du et offer for omstændighederne, eller under ingen omstændigheder et offer?!

Både fysisk og mentalt er det langt lettere at ligge ned end at stå op. Når du rejser dig, bliver udsigten til verden bedre, og du kan se din position i forhold til andre langt tydeligere. Du kan forudse de ting, der kommer imod dig langt bedre stående end liggende.

Jeg var over 40, før jeg blev opmærksom på, at jeg over lange distancer i mit liv dyrkede offermentaliteten. Opdagelsen kom som en stor overraskelse for mig, og jeg gjorde store anstrengelser for at bortforklare, hvorfor det på ingen måde var offermentalitet, at jeg handlede, tænkte og følte, som jeg gjorde.
Men det var det, og der er kun én måde at komme ud af den på, og det er igennem selvindsigt og selverkendelse - en rejse, der på alle måder er ubehagelig og smertefuld. Som en tandrodsbehandling, meget ubehagelig i øjeblikket og fantastisk, når det er overstået.

I selvindsigten er jeg tvunget til at tage det fulde ansvar for alt, hvad jeg gør, tænker og siger. Jeg har det fulde ansvar for den måde, jeg behandler og oplever situationer.

Som barn oplevede jeg, at jeg var et offer. Et offer for de populære børn, min klasselærer og de voksne, der fortalte mig, at jeg var for vild, uopdragen og utilpasset.

Mine forældre elskede mig ubetinget og gav mig masser af kærlighed og frihed, men jeg er mere end mine forældres barn. Uden for hjemmets tryghed var jeg et let offer for omstændighederne. Jeg var nem at lokke med, let at få til at blive sur og meget let at mobbe.

Som voksen knoklede jeg for at få anerkendelse og accept - især af alle de, der aldrig gav mig nogen af delene. Jeg var et offer for min egen trang til at blive elsket af dem, der ingen kærlighed havde til mig. Samtidig var jeg uimodtagelig for den kærlighed, nogle gav mig, fordi jeg følte den som ufortjent.

I arbejdslivet var jeg et offer for mine chefer og kolleger. Jeg arbejdede solen sort for at få ros og blive forfremmet. Jo mere jeg forsøgte at få anerkendelse, jo mindre fik jeg det.

I mit kærlighedsliv valgte jeg kvinder, der enten var mine største kritikere og ville lave mig om, eller som jeg skulle redde fra en ond verden og aldrig kunne redde godt nok.

Igen og igen fandt jeg mig selv i situationer, hvor jeg endte med at føle mig dårlig, uduelig og utilstrækkelig. Jeg tænkte og følte ting som:

  • Andre mennesker eller situationer er skyld i, at jeg føler mig dårlig
  • Livet er imod mig og hårdt
  • Jeg forventede at mislykkes
  • Jeg troede, ​​at andre med vilje forsøgte at skade mig og holde mig udenfor
  • Jeg troede, at jeg var den eneste, der blev dårligt behandlet
  • Selv når tingene gik godt, var det kun held, og jeg kunne finde noget at bebrejde mig selv for
  • Jeg følte mig magtesløs og ude af stand til at håndtere mine problemer
  • Jeg følte mig angrebet, når jeg fik konstruktiv kritik
  • Jeg følte intet ansvar for, hvad der skete i dit liv. “De andre” gjorde det mod mig
  • Jeg var opmærksomhedshungrende og nød at fortælle og overdrive mine tragiske offerhistorier, blot jeg fik opmærksomhed og anerkendelse
  • Jeg nægtede at analysere mig selv, men søgte at få andres nådesløse og urimelige analyse, fordi det bekræftede mig i, at jeg var dårlig
  • Mine indre dialoger var næsten altid negative om mig selv

Alle tanker og følelser, der er typiske for offermentaliteten.

Vi bliver alle udsat for situationer, hvor følelsen af at være et offer opstår, fra Adam og Eva til Mahatma Gandhi. Offerfølelsen er en del af at være menneske. Basta! Spørgsmålet er derfor aldrig, om du kommer til at føle dig som et offer, men hvad du gør, når offerfølelsen opstår!

Hvordan kan jeg rejse mig fra følelsen af et offer, der søger opmærksomhed, til at være opmærksom på mine offerfølelser. Opmærksom nok til at jeg kan gøre noget konstruktivt ved følelsen.

Lad det aldrig være usagt. Jeg har helt sikkert være udsat for overgreb og social udstødelse. Jeg var et offer for andres handlinger i nogle af de situationer, der affødte offerfølelsen, men kun i nogle af dem. I andre situationer var det mig, der læste situationen, så den passede til min forventning om at blive et offer.

Her bliver selvindsigten smertefuld - jeg tillod mig at blive et offer. Jeg kan nu se, at jeg saboterede mig selv og ofte satte mig selv i situationer, der uundgåeligt ville føre til, at jeg blev et offer. Jeg blev et offer for min egen offermentalitet.

Udfordringeren er at gå ind i selverkendelsens smerte, åbne døren til mine skyggesider og mit indre pulterkammer og rydde op i mine indgroede tankemønstre. Tage det smertefulde ansvar på mig. Erkende at kun jeg har magten til at ændre min oplevelse af mig selv - ingen kan redde mig fra mine egne negative indre dialoger.

Man er kun offer én gang, derefter er det valg. Et valg om at tage ansvaret for mit liv, mine tanker, mine indre og ydre ord og mine handlinger. Jeg rejste mig og blev opmærksom på de dynamikker, der fører til offertilstanden.

Problemet med offermentaliteten er, at den sætter mig ude af stand til at ændre noget. Jeg er magtesløs, hjælpeløs og utilstrækkelig. Læg dertil, at offertilstanden også har en meget tiltrækkende side med store umiddelbare fordele:

  • Jeg har intet ansvar og er uden skyld
  • Jeg får masser af opmærksomhed fra andre
  • Andre har ondt af mig og giver mig lov til negativ adfærd, jeg er jo et stakkels offer
  • Andre mennesker er mindre tilbøjelige til at kritisere mig, jeg har det svært nok allerede
  • Jeg har "ret" til at klage og beklage mig
  • Andre er mere tilbøjelige til at give mig, hvad jeg ønsker, og sætte deres egne behov til side for mine
  • Jeg får opmærksomhed, når jeg fortælle mine offerhistorier
  • Jeg skaber bevidst og ubevidst dramatiske optrin og har derfor aldrig tid til at reflektere over mit ansvar for situationen. Jeg har altid et drama igang
  • Jeg undgår og omgår min indre vrede, fordi jeg har travlt med at føle mig trist og bedrøvet

Offeret har magten i det øjeblik, omgivelserne anerkender, at man er et offer. Den magt er det tillokkende ved at være offeret. Verdens opmærksomhed og omsorg kommer løbende. Offeret kan være passivt og blive reddet - og kan bebrejde andre, at man blev ofret. De var Bødlerne eller var ude af stand til at redde ofret ordentligt.

På kort sigt er det dejligt at være offeret. På lang sigts fører det til ubalance, smerte og selvdestruktion.
Ofret bliver en belastning for sig selv og sine omgivelser og igen og igen bekræftet i at være dårlig og utilstrækkeligt.
Offeret kommer ind i en mental ring, der slutter sig om sig selv. Indtil det øjeblik offeret rejser sig, bliver opmærksom og tager ansvar for sig selv og sit følelsesliv.

Offermentaliteten opstår igennem to grundliggende psykologiske dynamikker, der begge understøtter og nærer den.

Behov/forpligtelses-spillet og dramatrekanten

Behov/forpligtelses-spillet er et spil, vi spiller, ofte totalt uvidende om at vi gør det. Spillet øger sandsynligheden for, at vi kommer i en position, hvor vi føler os uretfærdigt behandlet, misbrugt og som offer.

a) Et menneske gør noget for dig, som vedkommende tror, du gerne vil have, uden du direkte har bedt vedkommende om det

b) Mennesket forventer, at du er taknemmelig for handlingen

c) Nu forventer mennesket, at du gengælder tjenesten og gør noget, vedkommende ønsker, uden personen direkte har udtrykt det!

Hvis du fejler i at vise taknemmelighed og gengælde tjenesten, føler personen sig forudrettet, misbrugt og som et offer for din utaknemmelighed og manglende vilje til at dække et usagt behov hos vedkommende.

Jeg har spillet behov/forpligtelses-spillet tusinder af gange.

Jeg gjorde uopfordret en ekstra indsats på jobbet. Noget, jeg var sikker på, min chef og virksomhed ville værdsætte. Arbejdede aftner, weekender og helligdage. Lagde langt over 50 timer om ugen for en løn, der, efter min egen mening, på ingen måde afspejlede min store indsats.

Jeg forventede, at chefen og firmaet ville være taknemmelige og belønne mig senere. Vi havde ingen aftale om det, og jeg nævnte det aldrig direkte - jeg antog, at det var åbenlyst.

Ved lønforhandlingerne var taknemmeligheden langt mindre, end jeg havde håbet. Chefen gav mig kun håndører i forhold til det, jeg havde troet var “åbenlyst” retfærdigt. Da jeg nævnte min ekstra indsats og timer, var svaret, at det havde han aldrig bedt mig om, og at det var “interessetimer”.

Jeg følte mig snydt, bedraget og i den grad som et offer for chefen og virksomheden. Scenariet med jobbet, indsatsen og den uudtalte forventning har jeg spillet flere gange i mit arbejdsliv, end jeg tør sætte tal på.

Hver eneste gang har jeg følt mig snydt, uretfærdigt behandlet og misbrugt. Jeg har gentaget præcis samme spil igen og igen og fået præcis samme resultat, uden at tage ansvar for det og lære af situationerne. Jeg var et offer for min egen uvilje til at sikre mig imod at blive offer igen.

Definitionen på sindssyge er at gentage den samme handling igen og igen og forvente et nyt resultat hver gang. På den måde var jeg sindssyg i offermentaliteten.

Jeg gjorde noget uopfordret, og det er vigtigt at bemærke uopfordret for nogen i forventning om, at de ville være taknemmelige og gengælde med en lignende gerning.

Men gengældelsen kom aldrig, eller den var mindre eller noget andet end forventet. Jeg blev efterladt i en følelse af at være blevet misbrugt, aldrig at blive værdsat for min indsats, og at den anden “skyldte” mig det. Hvilket førte til følelser af bitterhed og skuffelse og offerfølelse.

Spillet er betinget af, at du på intet tidspunkt direkte giver udtryk for dine behov og forventninger. Du finder behov/forpligtelse-spillet i familien, venskaber, naboskaber og på arbejdet. Når først du rejser opmærksomheden på spillet, ser du det overalt.

En tjeneste er en anden tjeneste værd.

Men kun hvis begge parter er vidende om det! Ellers er der stor sandsynlighed for, at en af jer kommer til at føle, at I giver mere, end I modtager.

Du hører dig selv sige eller tænke “Efter alt hvad jeg har gjort” eller “Hvorfor gør du aldrig…” eller lignende bebrejdelser. Tanker og følelser, der gør dig til den forurettede og den anden til gerningsperson. Offer- og bøddelrollerne er på plads. Du forventede, at den anden ville gøre noget for dig, være hjælperen, redderen af dig som offer, men det, der blev gjort, var noget andet, end du ønskede og håbede. Redderen magtede tydeligvis på ingen måde at redde dig. Trekanten er fuldbragt. Offer, Bøddel og Redder.

Dramaet er i gang, og den anden psykologiske dynamik i offermentaliteten, dramatrekanten, er aktiveret.

 

Dramatrekanten

 

Dramatrekantens mål er at nå den højeste position - at være i offerrollen, fordi offerpositionen er den position med den største passive magt og får hele opmærksomheden. Redder-/Bøddelrollerne fungerer som midler til at nå offerpositionen.

Dramatrekanten kan kun leve i bevidsthedens skygge, aldrig ude i lyset. Rollerne skal altid være uudtalte, underforståede og skjulte. Når begge parter rejser sig til opmærksomhed på dramatrekanten, smelter den som smør i solen, dramaet udebliver og direkte ærlig kommunikation og forventningsafstemning opstår.

Typisk giver dramaet en af spillerne en retfærdig årsag til at afvise følelser, være uansvarlig eller få det, som spillerens ego ønsker på kort sigt.

Offerrollen er “barnet”, der er magtesløst og skal reddes. Offerrollen søger en redder, der kan tage ansvaret på offerets vegne og frigøre offeret for ansvar. Offerrollen er passiv, afventende og i en evig følelse af at være utilstrækkelig og dårlig. Når offeret bliver reddet, er offeret ubevidst utaknemmelig, fordi det mister den opmærksomhed og inddirekte magt, som offerrollen giver.

Uden opmærksomhed vil offeret søge tilbage i den trygge offerposition og afvise redningen eller skabe en ny offersituation, som vedkommende skal reddes fra.

I min egen offerrolle opsøgte jeg konstant offerpositionen ved at insistere på at spille behov/forpligtelse-spillet - og ende med at blive skuffet og komme i offerpositionen.

Redderrollen er “moderen”, der har hele ansvaret for, at “barnet” bliver reddet og har skylden, når det mislykkes. Redderrollen pådutter andre sit kolossale behov for at drage omsorg. Adfærden giver følelsen af værdi og formål - igennem fokus på andres dårligdom, aldrig sin egen.

Redderen kræver at blive martyren, der brænder sig selv op for andre. Redderen giver aldrig sig selv den samme hjælp og opmærksomhed, som rollen giver til andre.

Redderen har brug for et offer, der skal reddes. Er der intet åbenlyst offer, bliver Redderen til Bødlen og skaber et offer. Redderen laver følelsesmæssig afpresning for at få “offeret” til at blive i offerrollen. Redderen ender med at blive offeret, fordi den uopfordrede hjælp og kvælende omsorg typisk mislykkes eller aldrig helt er nok, hverken for Redderen eller for offeret.

I min egen Redderrolle har jeg uopfordret brugt penge, tid og energi på at redde venner, total ukendte mennesker, og det firma, jeg arbejder for. Jeg følte, jeg var et godt menneske, men er igen og igen blevet skuffet over, at “utak er verdens løn”. Jeg havde et umætteligt behov for at hjælpe og redde konstant - og for at sidde tilbage med følelsen af at være blevet misbrugt og utilstrækkelig, og bum var jeg i den højeste position - offerrollen.

Bøddelrollen er “faderen”, hvis funktion som beskytter og besørger for familien er blevet forvrænget til bødlens lyst til at dominere med magt, frygt og trusler. Bødlen forsøger igennem kritik og straf at lære “offeret”, at livet er hårdt - ved at være hård og autoritær.

Bødlen bebrejder offeret for dets svaghed og anerkender aldrig sine egne begrænsninger. Bødlen har en retfærdig harme og vrede i sin egen bevidsthed. Når nogen afviser bødlens handlinger med gengældt vrede eller modstand, forvandles bødlen til trekantens højeste position - offeret.

“Jamen du fik mig til at gøre det!”. “Det gør mere ondt på mig end på dig”.

I min bøddelrolle har jeg udstillet og ydmyget mennesker, fordi jeg også var blevet udstillet og ydmyget. Hvorfor det kun var fair, at jeg også gjorde det ved andre. Kun et offer ved, hvordan man er en god bøddel.

Et menneske i balance har ingen trang til at dominere, bebrejde eller kritisere andre.

Rollerne skifter fra det ene sekund til det næste. Kendetegnet er drama, usagte forventninger og ønsket om at komme i opmærksomhedspositionen - offerrollen.

Pernille & Per:
Pernille plejer at sørge for, at deres datter kommer i vuggestue. Per tager altid tidligt på arbejde og har aldrig afleveret datteren før.

En dag, hvor Pernille skal møde tidligere end sædvanligt på arbejde næste dag, spørger Pernille (føler sig som bøddel), om Per vil aflevere deres barn. Per indvilliger naturligvis (føler sig som Redder).

Pernille (føler, at hun hjælper Per (Redder)) indskærper uopfordret overfor Per (føler, at Pernille taler til ham, som var han dum (offer)), at han skal huske at børste tænder på datteren, give hende morgenmad og tage madpakke, støvler, flyverdragt og vandflaske med i vuggestuen.

Næste morgen står Pernille tidligt op og tager på arbejde. Per står op, efter hun er kørt, og gør deres datter klar til vuggestuen.

Men der er ingen madpakke i køleskabet, og datterens sædvanlige madkasser er væk. Hendes støvler, flyverdragt og vandflaske er også væk. Han leder febrilsk efter det og tænker, at han er en inkompetent far (offer), når han er ude af stand til at finde de helt basale ting, som datteren skal have med i vuggestuen.

Han skynder sig at lave en madpakke, finde andre sko, samler en ekstra jakke, bluse og bukser sammen som kompensation for den manglende flyverdragt og støvler. Under stort indre pres haster han igennem huset, imens datteren mærker hans frustration og begynder at græde. Igen føler han sig som den dårlige far (offer). Han tager datteren under armen og går ud til bilen med hende.

På bagsædet ligger datterens madpakke, støvler, flyverdragt og vandflaske pænt ved siden af autostolen. Per bliver rasende (bøddel), ringer til Pernille (offer) og skælder hende ud for, at han nu har brugt 20 minutter på at stresse rundt (offer) efter det, hun (bødlen) havde indskærpet ham (redder), at han skulle huske.

Pernille bliver ked af det (Offer) og fortæller, at hun bare ville hjælpe ham (Redder) ved at gøre det hele klar og ligge det ud i bilen, men at hun aldrig mere vil gøre noget for ham (Bødlen), når han bliver så vred på hende (Offer). I den anden ende føler Per, at Pernille har snydt ham og sat ham op til at fejle (Offer).

Begge afslutter samtalen i en blanding af vrede og frustration. Begge føler de, at de er ofre, og at deres indsats på ingen måde er værdsat af den anden. Begge føler, at den anden er bødlen.

Dramatrekanten er fuldt aktiveret og begge er efterladt i offerpositionen. Men én af dem skal gå ned i “redder-” eller “bøddel”rollen, for at dramaet kan afsluttes - dramatrekanten kan kun have ét offer. Enten Pernille eller Per skal erkende, at de er “den skyldige” i den andens offerposition, ellers starter dramaet og kampen om offerpositionen forfra i én uendelighed.

Offermentaliteten bygger på yderligheder i at tage ansvar: intet eller alt!

Intet ansvar, hvor intet er mit ansvar - alt sker for mig, og jeg er magtesløs og derfor dårlig = Offeret

Intet ansvar, hvor intet er mit ansvar - jeg fortalte dig, hvad du skulle gøre, og jeg viste dig, hvor hårdt livet er. Men du mislykkedes, og det er helt din egen skyld = Bødlen.

100% ansvar. Alt er mit ansvar, og jeg skal redde dig. Mislykkes det, er det min skyld, og jeg er dårlig = Redderen.

Ansvaret er netop stedet, hvor jeg rejste mig fra offer til opmærksom. Jeg rejste opmærksomheden på det faktum, at den eneste, der kan løfte mig ud af offerfølelsen, er mig. Kun mig.

Jeg blev opmærksom på det ubevidste i mig. Jeg åbnede mig for at se min skyggeside, mit indre pulterkammer. Her mødte jeg Offer-Tony, Bøddel-Tony og Redder-Tony. Et stærk ubehageligt møde, hvor jeg blev tvunget til at indse min adfærd og tage ansvar for, at jeg over lange distancer havde fortalt mig selv, at jeg intet ansvar havde - det var de andres skyld. Jeg var et offer, jeg havde ret til at være bødlen, og jeg skulle partout redde alle andre for at føle, at jeg var noget værd.

Men jeg indså, at jeg på ingen måde er udvalgt af skæbnen til at lide og føle mig dårlig.

Indtil det ubevidste bliver bevidst, vil det styre dit liv, og du vil kalde det skæbnen.

- Carl Jung

Vejen ud af offermentaliteten starter med, at du tager ansvar og konfronterer dig selv. Konfrontation betyder at vende forsiden til. Du vender først forsiden til din skyggeside og tænder lyset i dit pulterkammer. Du rejser dig op over dig selv. Erkender og vedkender dig alle de ting, du har undertrykt og smidt ind i dit indre pulterkammer. 
De ulækre, svage og upassende følelser, tanker, ord og handlinger, der lever i din underbevidsthed og i din fortid.

Jeg erkendte, at jeg aldrig er, hvad jeg har gjort, eller hvad der er sket med mig. Jeg er, hvad jeg vælger at være sammen med, hvad jeg har gjort, og hvad der er sket for mig. Jeg rejste mig til fuld opmærksomhed på den indre verden, jeg havde bygget, over på hvad jeg havde gjort, og hvad der var sket med mig.

Jeg er i dag, hvad jeg er - aldrig på trods af fortiden, men på grund af fortiden. Fortidens sår er det fundament, jeg bygger min fremtid på.

Når du rejser dig i fuld opmærksomhed på dit ansvar, ser du også, at du aldrig har mere end 50% af ansvaret for, hvad der sker imellem dig og et andet menneske. Når du tager mindre end 50% af ansvaret, bliver du et offer eller en bøddel. Når du tager mere end 50%, bliver du en redder - og dermed et offer senere.

Pointen er vigtig. Du har hele ansvaret for at være opmærksom på dine følelser, de tanker dine følelser afstedkommer, og de handlinger og ord, der er resultatet af dine tanker. Men du har kun 50% af ansvaret for, hvordan andre oplever det.

Når andre gør mig uret, har jeg hele ansvaret for, hvordan jeg mentalt tager uretten ind. Jeg har naturligvis intet ansvar for selve handlingen - den ligger hos personen, der handlede - men det fulde ansvar for, hvordan jeg reagerer på det.

Jeg har 100% af ansvaret for, om jeg tillader at lade noget lignende ske for mig igen. Jeg har hele ansvaret for, hvad jeg bruger det skete til i fremtiden. Bruger jeg det til at bygge mig selv op eller trykke mig selv ned i offermentaliteten.

Når jeg gør andre uret, har jeg det fulde ansvar for min handling. Jeg kan aldrig have ansvar for, hvordan den anden reagerer. Men jeg har halvdelen af ansvaret for at være opmærksom på, om den anden oplever det som en uret. Jeg har hele ansvaret for at sikre, om den uret, den anden oplever, også reelt var min intention, eller om min handling blev misforstået.

Lige så længe du står i din egen oplevelse, nedbryder du offermentaliteten. Når du giver udtryk for dine følelser og din oplevelse, uden at pege på andre, kritisere, bebrejde eller hjælpe, melder du dig ud af dramatrekanten.

Når du stopper som medspiller i dramatrekanten, vil de, der stadig er nedsunket i offermentaliteten, fortælle dig, at du er bødlen. Du holder nemlig op med at bekræfte dem i deres offerpostion. Du stopper med at bebrejde, beskylde og kritisere dem. Et offer har brug for en bøddel.
Du stopper med uopfordret at redde dem. Et offer har brug for en redder.

Du stopper spillet, og det skaber et vakuum for ofret. Et vakuum, som ofret umiddelbart vil opleve som ubehageligt, og bebrejde dig. Offeret bliver til bødlen, der kritiserer redderen for at undlade at redde.

Men den oplevelse bor kun i offeret, og offeret kan kun komme ud af den tilstand, når vedkommende tager ansvar for sig selv og sin følelsesmæssige tilstand.

Du har ansvaret for at fortælle verden om dine ønsker og forventninger - på en klar, ufiltreret måde. Du har ansvaret for, om du kommer i situationer, hvor du kan føle dig som offer. Uanset om det er med de bedste intentioner eller med de meste ulækre, skjulte dagsordner. Kun du har ansvaret for at blive opmærksom på de ubevidste ting i dig, der styrer din adfærd og dit tankesæt.

Rejs dig!
Vær opmærksom på dine behov, hvad du vil, og hvordan du vil det. Har du været i offermentaliteten lige så længe som jeg, kan det være meget svært finde ud af. En måde at få adgang til selvkærligheden er “dit barn testen”.
Hvis mit barn havde det på den her måde, hvad ville jeg så ønske, barnet gjorde? Hvad ville mit bedste råd til barnet være? Hvad end svaret er, vil det være det tætteste på det kærligste valg, du kan træffe for dig.

Fortæl venligt og kærligt omverden, hvad du forventer og ønsker - i direkte klar tale, med en klar dagsorden.

Når du får lyst til at hjælpe et offer, så bed om tilladelse til at hjælpe og accepter, hvis de takker nej. Rejs din opmærksomhed på, om du hjælper offeret til at hjælpe sig selv og tage ansvar, eller om du hjælper for at skabe et afhængighedsforhold, hvor offeret i fremtiden har brug for dig. 

Hvis du møder en sulten, hjælper du dem mere ved at lære dem at fiske end ved at give dem en fisk.
Ægte hjælp er at hjælpe mennesket til at hjælpe sig selv. Dramatrekantens redderrolle har brug for ofrets afhængighed. Når du hjælper til uafhængighed, sikrer du, at du er udenfor dramatrekanten.

Når du møder bødler, så afvis at være deres offer. Fjern dig fra mennesker, der forgifter dit liv med bebrejdelser, kritik og skyld. Nægt at lade de, der søger forløsning igennem at undertrykke dig, få magt over dig. Uanset om det er dine forældre, søskende, venner eller chefen.

Du er kun offer én gang, derefter er du frivillig deltager
Naomi Judd

Du vil møde mennesker, hvis ord eller handlinger du får lyst til at kritisere, bebrejde og give skylden for et resultat. Bliv i din oplevelse og fortæl fra din oplevelse, uden at fortælle hvad de gjorde, men istedet hvordan du oplevede, hvad de gjorde og sagde.

Adskil mennesket fra det sagte og handlingen. Du vil opdage, at der er stor forskel på, hvordan det bliver opfattet, når du laver “du er en idiot” om til “jeg oplever det, du gjorde, som idiotisk”.

Uanset hvad der er sket eller sker, er det, hvordan du forholder dig til det, der afgør, om du ligger dig ned i offermentaliteten eller rejser dig op i en opmærksomhedstilstand, jeg kalder væren-tilstanden.

I væren tilstanden tager du det fulde og hele ansvar for dine følelser, tanker, ord og handlinger. Uanset hvor ubelejligt og smertefuldt det må være. Du giver dig selv magten over dit liv. Magten til at rejse dig og være dig, fuldt og helt.

Din indre dialog i væren-tilstanden er:

  • Jeg tager ansvar for mig selv, mine følelser og handlinger. Jeg undgår at gøre andre ansvarlige for mine følelser.
  • Jeg undlader at placere skyld.
  • Jeg søger forklaringer på, hvordan situationen undgås.
  • Jeg er opmærksom på at stoppe kampen om magt og afmagt.
  • Jeg erstatter angreb, forsvar og bortforklaringer med ansvar og selvindsigt.
  • Jeg behandler den anden med respekt, især ved uenighed.
  • Jeg lytter efter, hvad der siges, især når det er ubehagelige ting.
  • Jeg forholder mig kun til sig selv.
  • Jeg fortæller åbent om mine følelser og tanker.
  • Jeg undgår generaliseringer og absolutter.
  • Jeg forholder sig til nutiden og den aktuelle situation.
  • Jeg taler åbent om de følelser og behov, der ligger bag mine handlinger og adfærd.
  • Jeg taler kun om, hvad jeg gør, siger og tænker.

Er du et offer for omstændighederne eller under ingen omstændigheder et offer?!

Nogle gange falder jeg tilbage i offermentalitetens sort hul. Men nu kender jeg vejen op af det igen - og det gør du også nu!

Jeg kan aldrig love dig, at det er let. Jeg vil love dig, at det bliver lettere og lettere, når du rejser dig fra offer til opmærksom.

Rejs dig!
Tony Evald Clausen
25.04.19